Redskaberne for kunstnerisk skaben er tilgængelige som aldrig før: lydstudiets redskaber eksisterer i enhver bærbar computer. Mindre opsigtsvækkende men lige så vigtigt er computerens tilbud til forfatteren. For ikke ret lang tid siden var en skrivemaskine (en mekanisk skrivemaskine) noget man lejede på dags- eller ugebasis. Hvis man ville beholde en kopi af sit manuskript når man stod for at sende originalen ind til et forlag, måtte man taste hele smøren igen. Indtil kopimaskinen eller carbonpapiret blev opfundet. At man af teknikkens begrænsninger blev tvunget til at strejfe rundt langs hegnet i sine egne ords landskab er nok ikke dårligt for hverken teksten eller ens evner som forfatter.
Med teknologiens muligheder melder der sig nogle nye faldgruber som vil være velkendte for mange. For mit eget vedkommende synes jeg det er stort set umuligt at skrive (noveller, digte, sange) på computer uden hele tiden at veksle imellem at være en der skriver og en der kritiserer det skrevne. Forfatter og redaktør i en endeløst vekslende forvirring. Den gode gamle skriveøvelse med automatskrivning (skriv konstant i fem minutter uden at kigge på skærmen eller slette) er en øvelse i at nøjes med at varetage en rolle af gangen. Computeren blander rollerne sammen fordi den kan alt. Det oplever jeg som meget ødelæggende for både selvtillid og koncentrationsevne.
På en mekanisk skrivemaskine er det den eneste måde at slette på enten at købe et slettebånd (hvilket efterhånden er svært at skaffe) eller taste en masse x’er oven på de ord eller sætninger man vil slette eller tage en saks og klippe sætningerne ud og væk. Det er ikke spor nemt at slette. Skrivemaskinen har automatskrivningsøvelsen indbygget som en del af sin begrænsning, og det er rigtig godt. Svag og væsentlig kunstnerisk medvind er det både at høre og se hvert eneste bogstav blive trykt og mast ned i papiret imens man taster. Direkte fra tanke til ting. Nu er tanken et stykke papir. Et rodet stykke papir med sætninger der ikke beder om at blive opfattet som afsluttede, færdige, perfekte. Se det i modsætning til tekstbehandling på computer der stiller alt op med samme perfektion som en trykt bog. Det sætter min ufærdige tekst i et intimiderende lys der får min indre kritiker til at tage over og sige “Det er dårligt. Du er dårlig. Slet det”. Så jeg vælger skrivemaskinen og tænker over hvorfor den på dette punkt er bedre end computeren.
Meget af det der foregår på min computerskærm (angstdreven klik her-journalistik, mit MitID (ikke dit MitID), e-boks, sociale medier, stressende emails) føles som at blive peget på med en revolver. Portalen til alverdens ivrige fordærv er ikke adgangsgivende til den fred og fordybelse det kræver at skabe noget. Det virker umuligt. For mig er det ihvertfald. Selv hvis målet er at skildre verdens fordærv går det nemmere uden for orkanens øje.
Det samme overordnede problem (at holde skabelsesprocessens roller og stadier adskildte) bliver overhængende når der skal skrives, skitseres, optages, produceres, mixes og udgives musik. I musikbranchen er kunstnerens tilbøjelighed til at miste retningsfornemmelsen et almindeligt kendt fænomen. Problemet bliver typisk løst eller foregrebet ved at indsætte en producer, der sørger for det ikke løber af sporet og at kunstneren før eller siden kan præsentere et resultat af skabelsesprocessen. Kort sagt for at undgå at kunstnerens usikkerhed ikke hele tiden fører til nye retningsløse eksperimenter i frygten for at opnå et middelmådigt resultat. Et middelmådigt resultat er dog langt bedre end intet resultat. En rigtig god producer forstår kunstnerens virkelighed så godt at der opstår et resultat selv kunsteren er tilfreds med i et par dage. Så kan der streames en hel masse og optages en masse nye lån. Alle er “glade”.
Alle skabere er nødt til at lære at være deres egen producer for at få noget færdigt. Jo mere teknik og jo mere ensomhed der indgår i processen, jo større er risikoen for at stagnere uden resultat. Internettet bugner med guides til specifikke teknikker til det ene eller andet redskab. Jeg har selv spildt oceaner af tid ved at læse detaljerede guides der bekræftede mig i antagelser der viste sig at være forkerte, eller ihvertfald ikke specielt centrale for helhedsopfattelsen af det jeg var ved at skabe.
Den vigtigste teknik at mestre er den teknik der hjælper dig med at stille de rigtige spørgsmål til de forskellige etaper af processen. Bevare overblikket og en sans for hvad der er muligt på det niveau du arbejder på. Opnå og acceptere de resultater der er mulige for dig her og nu. Kun sådan bliver man dygtigere. At se fejl og forbedringsmuligheder i sit arbejde uden at forfalde til perfektionisme er en forudsætning for at blive dygtigere.
Jeg har fundet en guide der på en brugbar måde beskriver opdelingen af rollerne, i en situation hvor man varetager rollerne på egen hånd. Den indre arbejdsdeling imellem skaber, pragmatiker og kritiker. Når den er på plads begynder der at komme resultater. Skuffende resultater til varig forbedring. Det minder en del om at være i live.
Vejledning der peger på læseren som problemet og ikke salget af et nyt vidunderredskab er sjælden men det mest sande og nyttige. Tænk over hvor godt det er at den største begrænsning er dig selv. Så kan du gøre noget ved det. Her og nu. Gratis. Det er ikke en fancy bog skrevet af en kendt producer. Det er bare en enormt lang og grundig tråd på et musikforum skrevet af en anonym person med brugernavnet ‘Yep’. Det er tydeligt vedkommende kender processen og dens faldgruber. Den beskæftiger sig specifikt med sang- og musikproduktion men pointerne er så tilpas psykologisk forankrede at de burde kunne overføres til alle former for kunstnerisk skaben: Yep: Producing yourself (forum.cockos.com)
Hvis du vil printe eller læse "Yep: Producing yourself" på din ebogslæser er den som PDF-fil her i to dele: del 1 og del 2.
Samme forumbruger har skrevet en tråd om at optage musik. Samme tilgængelige tone og format, men ikke i samme grad noget der kan overføres på andet end den konkrete opgave det er at optage musikinstrumenter: Yep: Why do your recordings sound like ass? (forum.cockos.com)
Hvis du vil printe eller læse "Yep: Why do your recordings sound like ass" på din ebogslæser er den som PDF-fil her i tre dele: del 1, del 2, del 3.
Jeg håber du kan bruge noget af det. Tips og erfaringer med at bruge computeren uden at den bruger dig tages imod med tak. Skriv dem gerne i en kommentar så andre kan få glæde af dem.
– DJ Brevet
Video-PS: En indlysende løsning på musikdelen af al det her problem-sniksnak er at skabe sammen med andre. Skabe rollefordelingen uden problemer ved at samle de rigtige mennesker. Ikke at jeg ved en skid om det! Jeg sidder jo bare bag min computer. Og ser jo så nogle gange nogle små film du ved … ak ja, på computeren … små film der ligger på en hjemmeside. Jeg nægter at sige hvad videohjemmesiden hedder. Det er ikke nødvendigt at gå ind på videohjemmesiden. Ikke nu hvor jeg skaber et lille sikkerhedsvindue istedet for: